Hvorfor 34 % af de berettigede husstande ikke søger om deres ydelser, og hvad der virker

I Frankrig søger omkring 34 % af de husstande, der er berettigede til RSA, den vigtigste franske mindsteindkomst, ikke om ydelsen, i gennemsnit hvert kvartal (DREES, 2022). Ved udgangen af 2021 blev andelen af berettigede husstande, der ikke modtog den, fortsat anslået til mellem 33 % og 37 % (DREES, 2026). Tyskland og Belgien viser rater af samme størrelsesorden. Felteksperimenterne har givet en prioriteringsrækkefølge: indsatser, der letter sagsbehandlingen, øger den faktiske udnyttelse med 8,31 procentpoint i gennemsnit, mens de, der kun formidler information, giver 3,39 point (Bendtsen, 2026). En samtale med en socialrådgiver øger udnyttelsen med 29 % (Castell et al., 2025).

En tredjedel af de RSA-berettigede husstande går glip af ydelsen

Referencetallet kommer fra et metodisk arbejde fra DREES, offentliggjort i februar 2022: i gennemsnit indsender 34 % af de RSA-berettigede husstande ingen ansøgning hvert kvartal, og 20 % forbliver uden ansøgning i tre kvartaler i træk (Hannafi, Le Gall, Omalek og Marc, DREES, 2022). En del af den manglende udnyttelse er derfor forbigående, og nogle personer ender med at modtage ydelsen nogle måneder senere.

Målingen er blevet gentaget siden. Ved udgangen af 2021 modtog mellem 33 % og 37 % af de berettigede husstande ikke RSA, omkring 560 000 husstande med næsten en million personer (DREES, Études et Résultats nr. 1370, maj 2026). For 41 % af dem udgjorde det ikke-modtagne beløb 400 euro eller mere om måneden og pr. forbrugsenhed. Disse husstande har i gennemsnit en mindre ugunstig profil end modtagerne: oftere boligejere, oftere med uddannelse (DREES, maj 2026).

Andre europæiske lande oplever samme fænomen. Den rapport, som DREES og Odenore i 2022 viede til manglende udnyttelse i fem lande, registrerer en høj rate i Tyskland, i størrelsesordenen 56 % for ALG-II, mindsteindkomsten for jobsøgende, i perioden 2005-2014 (Harnisch, 2019). For Belgien citerer den et skøn på 62 % i 2005 for integrationsindkomsten (Bouckaert og Schokkaert, 2011) og opfordrer til forsigtighed med målemetoderne (Marc, Portela et al., DREES, 2022).

To dokumenterede barrierer: informationen og sagsbehandlingens omkostninger

Nyere oversigter skelner mellem to typer barrierer. Ikke at vide, at man er berettiget, hører til informationen; at udfylde formularer og samle dokumentation hører til sagsbehandlingens omkostninger (Bendtsen, 2026; Daigneault et al., 2025). Stigmatisering forbundet med ydelser nævnes også ofte; et fransk eksperiment testede breve, der skulle mindske den, uden målbar ekstra effekt på udnyttelsen (Castell et al., 2025).

Daigneault et al.s systematiske gennemgang (2025) undersøgte 93 indsatser fra 35 feltstudier offentliggjort over næsten tyve år. Inventaret fremhæver to typer indsatser: personlig information og konkret hjælp til at udarbejde ansøgningen. Materialet er overvejende amerikansk, og forfatterne opfordrer til at teste enklere indsatser uden for USA.

På spørgsmålet om, hvilken barriere der vejer tungest, giver de franske eksperimenter et svar, der sjældent er tilgængeligt: transaktionsomkostningerne, den tid og indsats en ansøgning kræver, udgør den vigtigste barriere (Castell et al., 2025).

Færre administrative krav: +8,31 point

Den mest omfattende metaanalyse om emnet samler 51 felteksperimenter og 187 effektstørrelser (Bendtsen, Journal of Policy Analysis and Management, marts 2026). Indsatser, der reducerer dokumentationskravene, ved at forenkle formularer eller hjælpe med at udfylde dem, øger den faktiske udnyttelse med 8,31 procentpoint i gennemsnit. Indsatser, der kun spreder information, opnår 3,39 point.

Et andet resultat er vigtigt for at læse evalueringerne: effekter målt på ansøgningstidspunktet er omkring dobbelt så store som dem, der måles ved den endelige udbetaling (Bendtsen, 2026).

Forfatteren genestimerede sine resultater i juni 2026 på et datasæt udvidet til 66 eksperimenter. Fordelen ved indsatser, der letter sagsbehandlingen, holder, med mindre gennemsnitseffekter (Bendtsen, opdatering juni 2026).

Samtalen med en socialrådgiver: +29 %

Den mest talende måling kommer fra to landsdækkende eksperimenter i Frankrig med jobsøgende, på en samlet population på 100 000 personer, hvoraf halvdelen modtog indsatsen (Castell et al., American Economic Journal: Economic Policy, 2025).

I det første blev 30 000 personer inviteret til en times samtale med en socialrådgiver for at gennemgå deres ret til femten ydelser. For dem, som familieafdelingen administrerer, kunne ansøgningen startes på stedet. Omkring 6 000 samtaler fandt sted, dvs. 21 % af de inviterede. Invitationen øger udnyttelsen med 7 %; for de personer, der faktisk møder op, når den estimerede effekt +29 % (Castell et al., 2025).

Effekten koncentrerer sig om de ydelser, som socialrådgiveren kunne hjælpe med at ansøge om under samtalen: +44 % for indkomsttillæg, +21 % for familie- og boligstøtte. For sygeforsikringen, der administreres af et andet system, viser der sig ingen effekt, hvilket peger forklaringen i retning af sagsbehandlingens omkostninger (Castell et al., 2025).

De personer, der ville vinde mest ved samtalen, er også dem, der møder op sjældnest: forfatterne ser her sporet af de samme transaktionsomkostninger, som også bremser anmodningen om hjælp (Castell et al., 2025).

Simulatorens rolle: at vise retten

Det andet eksperiment testede information alene. En e-mail sendt til 40 000 jobsøgende henviste til en simulator, der beregnede deres personlige rettigheder. Den vakte interesse: 67 % af modtagerne klikkede, og 18 % gennemførte en simulering med det samme. Den faktiske udnyttelse forblev uden målbar bevægelse i de følgende måneder (Castell et al., 2025).

En simulator viser retten og oplister de dokumenter, der skal samles. For forfatterne ligger friktionen i selve ansøgningshandlingen: når først ansøgningerne er indsendt, går de igennem i omkring 90 % af tilfældene (Castell et al., 2025).

Hvor der findes menneskelig hjælp

For at få hjælp til en sag findes der i Frankrig to lokale netværk: centres communaux d’action sociale (CCAS) hjælper med at udarbejde ansøgningerne, og socialrådgiverne i caisses d’allocations familiales (CAF) gør det samme for de ydelser, de udbetaler (service-public.gouv.fr).

Ved handicap hjælper maisons départementales des personnes handicapées (MDPH) med ansøgningerne og vurderer situationerne (service-public.gouv.fr). For RSA kan en sag også indsendes til en forening, der er godkendt af departementet (service-public.gouv.fr).

Det offentlige projekt « solidarité à la source » følger samme logik som metaanalysen: at forudfylde de kvartalsvise indkomstoplysninger for modtagere af RSA og prime d’activité, mere end 6 millioner personer, ud fra data, som administrationen allerede kender (solidarites.gouv.fr).

Aida hører til det første trin, simuleringen: at vise retten og forberede dokumenterne. Appen oplyser og guider; den afgørende rolle tilfalder den menneskelige støtte, hvis målte effekt ved samtalen når +29 % (Castell et al., 2025).